Omtale


Af Inge Schjødt

David Schnell er aktuel på udstillingsplakaten hos Galerie EIGEN + ART i Berlin. Jeg besøgte galleriet i august, og fik et invitationskort og kataloget FENSTER fra Schnells nylige soloudstilling på MKM Museum Küppersmühle für Moderne Kunst, Duisburg med hjem.

Her åbenbarer sig en verden, hvor man på kalejdoskopisk vis kan associere til Merete Barkers strukturer, Anette Harboe Flensburgs lysvirkninger, Marianne Grønnows computerlignende mønstre, Lars Tygesens farvestrøg og -sammensætninger, Louise Langgards arkitekturrum og strengheden i arkitekten og tegneren Filip Andreas Juhls konsekvent skraverede streger. Listen kan forlænges med Jes Fomsgaards labyrintiske overviews og sågar Per Kirkebys rytmiske strøg. Men David Schnell er naturligvis helt sin egen med et ganske uforligneligt, stringent og storladent udtryk.

David Schnells bymotiver har rennaissancens orden. Her er gader og stræder, vertikale vinduesnicher i fortættede strøg. De fleste af billederne er underlagt centralperspektivets strenge hierarki, hvori kunstneren med retvendte felter ind imellem bryder og forbinder motiv og billedflade, så illusionen opretholdes. Landskaberne omtales i kataloget FENSTER som skabt med inspiration fra computerspiluniverser, og heri genkender jeg David Schnells synsvinkler, som set fra en drone eller en bjergtop med storslået udsigt over den flade Po-slette. Landskaberne er klar til conquest.

David Schnell, født 1971, er uddannet fra Hochschule für Grafik und Buchkunst i Leipzig 2002, har en række internationale udstillinger bag sig, bl.a. i New York, London, Los Angeles, Mexico City, Miami, Madrid, Haag, Vilnius, Innsbruck, Prag, Sao Paulo, Bejing, Berlin, Dresden m.m. og han er heller ikke ukendt i DK. På Arken kan man købe et litografi til en pæn firecifret venskabspris, og på cv’et omtales KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg for 2011 og det københavnerbaserede galleri Nicolai Wallner i 2003. Han har altså været her i DK. Men han skal bestemt være velkommen igen – Gerne et sted med højt til loftet og vide rammer.

Et lille hjertesuk til slut: Det er synd og skam at trykke de storslåede værker på tværs i et katalog – eller også er det et optisk trick, som skal få dem til at fremstå af mere, end de reelt kan bære. Det må vise sig, når jeg en dag finder en mulighed for at opleve David Schnells kunst 1:1. Det ser jeg frem til.


FILIP

Tålmodighedens pris

Af Inge Schjødt

– Jeg elsker København, og jeg elsker at tegne.
Sådan åbner tegneren og arkitekten Filip Andreas Juhl samtalen, der finder sted i YARD Gallery, beliggende i en gammel B&W hal på Refshaleøen. Gallerist Anette Holmberg tilbød at lægge rum til debutudstillingen, da hun fik øje på en af Filip Juhls tegninger, nemlig tegningen af en topmoderne Leopard II- kampvogn, posteret foran Det Kgl. Teaters Gamle Scene.
Den fint skraverede og meget detaljerede tegning fangede også skribentens opmærksomhed. Tålmodighedens langsomme tempo er ikke noget, man ret ofte render over. Slet ikke hos unge. Sikke en ro, og sikke en dragende dysterhed på samme tid. På CV’et kan man læse, at Filip Juhl har været udsendt til Bosnien med FN-styrkerne i 1998-2000.

Tegning af Filip Andreas Juhl 2013

Filip Andreas Juhl – Marmorbroen 2013 tusch på papir – 38×48 cm – (privatfoto).

– Jeg elsker København, og er stolt af min by, men man kan jo ikke stikke publikum noget, som blot minder om et gammelt postkort. Derfor arbejder jeg i flere lag med mine billeder. Noget af det er nærmest tegneserieagtigt, og kommer i rå streger hen over alt det smukke, som jeg lige har siddet og skraveret på i flere timer. Noget af det minder om kobbertryk, prikkerne i himlene fx, som kunstneren Piranesi (1720-1778), som til tider også digtede elementer ind i sine billeder, fortæller Filip Juhl.

Tegningerne på væggen kalder beskueren helt tæt på. Her er et billede af Rundetårn, med et sirligt træ i forgrunden. Men i himmelrummet mellem C4’s tårn og Regensen styrer et fly faretruende direkte mod beskueren. Reaktionen hos skribenten er nærmest en smag af angst. Det giver mindelser om et andet tårn og et andet fly. På næste tegning er vi ved Stærekassen mellem Nye og Gamle Scene. Her står en MÆRSK 40 fod container skubbet ind under buen.
– Den stod der faktisk, understreger Filip Juhl. Den har jeg ikke digtet. Men jeg anerkender, at den er banal, men jeg elsker det banale. Tag fx en påfugl, den er da smuk. Og hvis jeg har lyst at tegne en påfugl ind, så gør jeg det. Eller POP musik, det hedder POP fordi det er populært, men derfor er det ikke ensbetydende med at det er dårligt. Det betyder, at det virker – måske bare nu og her, men af og til bliver det til en klassiker. Tag Madonna, fx, eller Michael Jackson, det er da ærligt gjort.

Filip Juhl er Københavner med stort K.
– Jeg er født i 1978 på Østerbro, men er gennem min barndom kommet meget inde i København K. Min far havde en boghandel – Det ukendtes Boghandel – som dengang lå i Indre by. Synet af alle de smukke, gamle bygninger er nærmest gledet ind i mine celler fra alle de gange, jeg har gået der. Jeg holder også af Strøget, selvom andre fra Kunstakademiets Arkitektskole nærmest ikke vil indrømme det, hvis de har været der. Men, du får ikke mig til at sige, at det er grimt. Det er mit sted, min by. Turistfælden ser jeg ikke.

Hmm.. Det Ukendtes Boghandel, Filip, hvor kom det så ind, at du kom til at gå på Herlufsholm Kostskole?
– Det var noget med stemningen. Jeg handler meget ud fra stemninger. Min far og jeg tog på mange rejser og ture, hvor jeg også tegnede, og der kom vi forbi Næstved og Herlufsholm. Og jeg så ind ad vinduerne til eleverne, der sad og lavede lektier, mens de drak the. Det så rigtig hyggeligt ud, det billede kunne jeg godt lide.
Soldatertiden ved Garderhusar Regimentet i Næstved kom nærmest som en forlængelse af gymnasietiden. Der var et sammenhold, og noget, der skulle prøves. Vi kom til Bosnien, da kamphandlingerne var forbi. Så vi slap heldigvis for at være en del af noget rigtig voldsomt. Men ødelæggelserne var i sig selv meget voldsomme at opleve. Det var meget værre, end jeg vidste på forhånd. Hvis der var et vejskilt, fx, med tyve skudhuller i, så kunne du godt se, at det havde været alvor der. Men det blev faktisk en arkitektonisk oplevelse, retrospekt. Jeg så en tvetydig skønhed i ruinerne, et totalt møde med dekonstruktionen, på én gang pirrende og frygteligt.

Så, faldskærmene på tegningen af Christiansborg Ridebane og Marmorbroen, de har ikke noget med soldatertiden at gøre?
– Nej. Jeg er jo æstet, og arbejder æstetisk. Men se, de minder lidt om vandmænd, som svømmer i flok, ikke? Og jeg skulle bruge noget til himlen henover broen. Jeg synes, at vandmændene er spændende i deres tyste bevægelser. Faldskærmene minder lidt om dem i figur. Og så blev det det lag, jeg lagde ind her. Jeg ved ikke, om de kommer i venligt eller i uvenligt ærinde. De er her for tegningens skyld.

– Som kunstner er jeg autodidakt. Kunst er noget med at kunne – noget med at gøre det, man kan, på en måde, som ingen andre kan. Ellers ville det hedde ’willst’ og ikke ’kunst’… Sådan har jeg set det forklaret.
– Alle mennesker leger et eller andet sted, starter originalt og ender ofte tæt på udgangspunktet. Der er masser af kunstnere, som bare har malet, fordi de kunne lide at male, bevægelserne i det, farverne osv. Når jeg arbejder, sker det med et lod af perfektion på den ene side og med nærmest impressionistiske skygger på den anden. Uden tanke for metoden, men med tanke for målet: at få lagt den skygge på. ’Nu skal der eddermaneme skygge på, for ellers bliver det løgn det her…! Sommetider bliver de næsten for informationsmættede, men det skyldes tilstanden, når jeg tegner. Det tager mange dage, at tegne med tusch i A2-formatet her, fortæller Filip Juhl.

Udstillingen byder også på en række hvidmalede træskulpturer, der antyder en arkitektur. Hvad er historien bag dem?
– Ind imellem det hårde, nærmest neurotiske arbejde med at skravere og skravere får jeg brug for at røre mig, og hamre og save og banke nogle ting sammen. Jeg har erkendt, at jeg aldrig bliver snedker eller tømrer, som min bror, for den nødvendige læring og træning får jeg aldrig. Men jeg elsker at gå ud til en container og finde en stump fra et møbel eller stumper af et profil, og så spørger jeg: Hvad vil du så gerne være, min ven, en søjle eller en skorsten? Profilerne her er blevet sat sammen til en klassisk søjle, dog med et knæk. Så har de fået et nyt liv.
Interessen for håndværk, bygningskunst og tegning førte til, at Filip Juhl valgte at gå arkitekt vejen.
– For mig blev timerne på Arkitektskolens hedengangne Afd. 4 for restaurering og bygningsarkæologi til stor inspiration. Professorerne lagde vægt på, at vi skulle kende det gamle, for at kunne skabe værdifuldt nyt.

På galleriets endevæg er flere af studietidens rejseoplevelser repræsenteret.
– Vi rejste ud med lod og haveslange fra Kolding til Kathmandu. Den samme bygning går igen flere gange blandt rejsetegningerne. Vi tilbragte to måneder i Tibets hovedstad Lhasa, hvor vi opmålte en tempelruin, der i sin tid var hovedkvarter for ham, der engang fandt frem til den nulevende Dalai Lama. Den bygning kom meget langt ind under huden.
– Produktionen af denne serie af tegninger startede faktisk på en tur til Berlin. Her besøgte jeg en nedlagt fabrik, som i sin tid producerede isblokke til folks isskabe. Fabrikken står i dag i forfald, med graffiti, og det hegn her, som adskiller den fra det nydelige og kedelige kontorbygger i baggrunden.
– I Berlin lader de sådanne steder stå i håbet om, at de vokser til af sig selv og tiltrækker et segment af kreative. Præcis som her på Refshaleøen. Det miljø kan ikke skabes på kunstig vis, og det ved de godt i Berlin. Jeg tegnede tegningen af isfabrikken med den overgroede losseplads i forgrunden, og det blev starten til serien her.
– Tegningen af Marmorkirken var en fascination af selve bygningen, og så kom det her biluheld ind. Det drager os, når sådan noget sker. Vi stiller os op og betragter intenst, som ved dissektion eller obduktion af et menneskelegeme. Måske for at få hold på den uorden, det chaos, der er i det.  ’Ruinernes Anatomi’ er et tema, der er dukket op i krydsfeltet mellem arkitekturen og mennesket, som jeg et eller andet sted arbejder med. Leopard II foran Gamle Scene tricker måske på samme måde en dragning eller en erindring. Jeg synes, at kampvognen er smuk og potent, som design betragtet, men ikke, når jeg tænker på, hvad den kan gøre.

Til daglig er Filip Juhl en del af Skabelonloftet i det gamle B&W på Refshaleøen, som huser flere arkitekter, designere, musikere, malere, kommunikationsfolk mv. På tegnebordet ligger der ikke flere værker til samme serie.
– Det er prøvet nu. Næste gang må jeg stille opgaven til mig selv lidt sværere, lidt mere præcist. Der kommer helt sikkert nogle nye tegninger, men der går nok et halvt års tid. Ind til da vil jeg vende tilbage til arkitekturen. Der er et par projekter, der brænder i ærmet, nogle udsmykningsopgaver til offentlige rum, og jeg har fået et par bestillinger, runder Filip Juhl af. Der er røde prikker ved mere end halvdelen af udstillingens tegninger. Så der er andre, end Filip Juhl, der elsker København, og elsker at tage noget af byen ind.

– Hvorfor gør du egentlig det her, Inge? Skriver om mig? Er det ren filantropi?
Den enorme flid og tålmodighed, du har lagt i dine tegninger, Filip. Den imponerer mig. Og kompositionerne fangede min opmærksomhed. Artiklen her er en manifestation af talemåden ’Tålmodighed belønnes’.
De tegninger fortjener at blive kendt af flere.
Tegningerne kan ses på www.filipjuhl.dk.

Portrættet af Filip Juhl er publiceret i North Art Magazine nr 142/2013